Over de sidste 10 år har de 34 landsbyer og 7 centerbyer i Favrskov søsat over 180 projekter med midler fra blandt andet Landsbyrådet, der består af repræsentanter fra netop disse byer. Det er i høj grad et unikt, decentralt borgercentrum, hvis formål er at være med til at skabe aktiviteter lokalt.
Landsbyrådet kunne på sit møde i går fejre 10 års jubilæum med mange gode projekter ”på samvittigheden”. Godt halvdelen er renovering af forsamlingshusene, mens resten spænder fra etablering af legepladser, skaterbaner, bålhytter og opstart af kulturelle aktiviteter til integration i form af tilskud til ”internationale fællesspisninger” og til tværgående projekter som udviklingsplaner, hjemmesider og ”Oplev Landsbyen”. Kunsten har også plads i landsbyerne og sammen med bl.a. Kunstudvalget har borgerne i ni landsbyer sammen med professionelle kunstnere skabt nye kunstværker.
Landsbyrådet har i de 10 år fået et gennemsnitligt kommunalt tilskud på 1,6 mio. kr. årligt. Beløbet har landsbyerne ved grundig fundraising gearet med et tilsvarende beløb.
Lægger man det frivillige arbejde til, som udgør langt størstedelen af timerne i projekterne, har Landsbyrådets medlemmer tilvejebragt aktiviteter og projekter for langt over 30 mio. kr.
At det kan lade sig gøre skyldes ifølge Landsbyrådets formand Hanne Smedegaard primært to ting: ”Projekterne er tænkt, født og realiseret af borgerne. Desuden giver erfaringsudvekslingen på Landsbyrådets fire årlige møder masser af ideer og er med til at kvalificere projekterne og vurdere økonomien. Derfor er Landsbyrådets arbejde også et foregangseksempel på optimal involvering, ejerskab og demokrati”, siger Hanne Smedegaard, der gang på gang glæder sig over de mange lokale ildsjæle.