Vellykket dag i forsamlingshusenes tegn:

Landsbyrådet havde d. 19. september indkaldt alle kommunens forsamlingshuse til en temadag. I fokus var forsamlingshusene selv og deres fremtidige udfordringer.

Hanne Smedegaard åbnede dagen med at henvise til Landdistriktsforsker, Jørgen Møllers nylige udtalelser om, at tiden grundlæggende er løbet fra mange forsamlingshuse. Forskerens budskab var, at man i fremtiden måtte lukke mange forsamlingshuse, hvis de var urentable.

Med aktualiteten af emnet på plads udfyldtes formiddagen af oplæg fra enkelte forsamlingshuse. Jacob Jacobsen fra Vitten Forsamlingshus fortalte om, hvordan LAG-midler, byggekredit og en stor frivillig arbejdsindsats havde reddet forsamlingshuset og tilmed gjort dets position i lokalsamfundet stærkere.

Jacob Jacobsen fra Vitten holder oplæg

Jacob Jacobsen fra Vitten holder oplæg.

Inge fra Vejerslev forsamlingshus og Jytte fra Skjoldelev forsamlingshus fortalte om, hvordan de havde benyttet sig af muligheden for at bringe Aarhus Universitet ud i landsbyerne via live-streaming af foredrag fra auditorierne. Rie fra Røgen forsamlingshus fortalte om, hvordan forsamlingshuset via et stærkt fællesskab og meget frivilligt arbejde igennem flere år havde formået at specialisere sig i musikarrangementer. Johannes Moltesen fra Fjerupgårde forsamlingshus på Djursland var inviteret til temadagen som inspiration uden for kommunen. Han fortalte om, hvordan huset havde fundet sin niche i lidt ”skæve” musikarrangementer, efter at huset havde været truet af lukning. Oplæggene bidrog til gode overvejelser og erfaringsudveksling om så forskellige emner som digitale bookingsystemer og priser på forsikring.

Formiddagen afsluttedes med et oplæg om forsamlingshusenes organisering, økonomi og aktiviteter, der byggede på et tidligere udsendt spørgeskema.

Temadagen rundedes af med en drøftelse af de forskellige input, formiddagens oplæg havde medbragt. Deltagerne diskuterede muligheden for samarbejde mellem forsamlingshuse, hvordan forsamlingshusets aktiviteter gøres attraktive og mere specifikt hvilken rolle kommunen og landsbyerne skal spille. Her påpegede forsamlingshusene bl.a. ulige konkurrence mod idrætshaller, og at kravet om medfinansiering fra Landsbyrådets puljer er for strengt.

Der bliver udvekslet erfaringer og diskuteret oplæg.

Der bliver udvekslet erfaringer og diskuteret oplæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *